Punktum dk inviterer hermed til en skriftlig høring over væsentlige kommende ændringer/krav i Forhandlerkontrakten. Ændringerne vil træde i kraft den 1. juli 2027.
Forhandlerkontrakten opdateres som følge af Punktum dk’s beslutning om at skifte administrationsmodel. Beslutningen om at skifte administrationsmodel og overgå til fuld forhandlerhåndtering indebærer, at registranter siden den 1. juli 2026 ved registrering af nye domænenavne har skullet vælge en forhandler til at håndtere deres .dk-domænenavne, og at muligheden for registranthåndtering endegyldigt ophører pr. 1. juli 2028.
Se udkast til forhandlerkontrakt II
- Sort tekst = kun redaktionelle ændringer
- Grøn tekst = forandringer og nyskabelser
(NB: Navneserveradministration er endnu ikke afklaret)
Formålet med de nye krav i forhandlerkontrakten
De nye krav i Forhandlerkontrakten afspejler, at Punktum dk ønsker forhandlere, som:
- har salg og håndtering af .dk-domænenavne som en integreret del af deres forretning.
- har en professionel kundeservice.
- har sikre systemer og kan levere sikre løsninger til registranter.
- har evne til at arbejde digitalt.
De kommende krav i Forhandlerkontrakt II blev overordnet præsenteret og gennemgået på forhandlermøder i februar 2026, og en oversigt over kravene i hovedtræk blev efterfølgende sendt til forhandlerne i april 2026. Udkastet til forhandlerkontrakt II med de nye og skærpede konkrete krav blev efterfølgende gennemgået på et møde med en forhandlerarbejdsgruppe i september 2026 og på et møde for alle forhandlere i oktober 2026. De to møder gav forhandlerne mulighed for at give mundtlige bemærkninger til ændringerne i forhandlerkontrakten.
For at sikre, at de nye og skærpede krav som affattet i forhandlerkontrakten ikke fastsætter utilsigtede og umulige tekniske barrierer for forhandlernes forretning, inviterer Punktum dk også til en skriftlig høring over ændringerne i Forhandlerkontrakten.
Eventuelle høringssvar til de foretagne ændringer i Forhandlerkontrakten modtages på e-mail: hoering@punktum.dk senest den 4. december 2026.