Skal vi sikre det digitale Danmark sammen?
Ingen kan løfte ansvaret for et sikkert internet alene. Hos Punktum dk passer vi hver dag på fundamentet under det danske internet, så .dk-domænenavne virker, og hjulene i samfundet holdes i gang. Men et trygt digitalt Danmark handler om mere end stabil teknik – det handler om samarbejde.
Vores styrke opstår for alvor, når vi slår kræfterne sammen med organisationer, myndigheder og virksomheder, der deler vores ambition om at gøre Danmark til et digitalt foregangsland.
Samarbejde på tværs – fra teknik til tryghed i hverdagen
Uanset om din organisations ekspertise ligger inden for teknisk infrastruktur, cybersikkerhed eller forbrugerbeskyttelse, er vi altid åbne for nye perspektiver og konkrete partnerskaber.
Vi tror på, at vi når længst, når vi koordinerer indsatsen og trækker på hinandens styrker inden for tre centrale områder:
- Stærkere infrastruktur og standarder: Vi arbejder kontinuerligt for, at .dk-domænenavne er blandt de sikreste i verden. Det sker blandt andet gennem udbredelse af DNSSEC, skærpet data- og ID-kontrol og tæt dialog om nye tiltag som indførslen af pålidelige indberettere (trusted flagger-ordninger). Sammen kan vi sætte nye standarder for, hvordan vi dæmmer op for misbrug og digital kriminalitet.
- Konkrete værktøjer til danskerne: Sikkerhed skal ikke kræve en it-uddannelse. Med initiativer som tjekpånettet.dk og sikkerpånettet.dk giver vi forbrugere og virksomheder håndgribelige redskaber til at gennemskue svindel i hverdagen. Vi udvikler hele tiden nye løsninger og søger partnere, der vil være med til at styrke eller integrere disse værktøjer.
- Fælles videndeling og oplysning: Trusselsbilledet flytter sig konstant. Ved at dele data, erfaringer og trusselsvurderinger kan vi lukke hullerne hurtigere og klæde både borgere og erhvervsliv bedre på til at begå sig trygt på nettet.