Viden om sikkerheden på .dk
Rapporten “.dk – et sikkert domæne” giver et indblik i misbruget af .dk-domænenavne i 2025. Hovedkonklusionen er, at misbruget er lavt. I de målinger, rapporten henviser til, placerer .dk sig typisk blandt de fire mindst misbrugte topdomæner.
Phishing udgør den største andel af det registrerede misbrug, efterfulgt af spam, svindel og malware. Hos Punktum dk følger vi løbende udviklingen og kontakter både registranter og forhandlere ved mistanke om misbrug. I 2025 blev 953 registranter kontaktet. Rapporten beskriver, at misbruget efter henvendelsen typisk forsvinder, eller at hjemmesiden bliver lukket efter kort tid.
Rapporten gennemgår også 120 indberetninger om blandt andet økonomisk kriminalitet og ukorrekte kontaktoplysninger. De førte til 12 suspensioner, hvoraf ni skyldtes ikke-retvisende kontaktoplysninger. Ét yderligere .dk-domænenavn blev suspenderet efter en retskendelse.
Tallene viser både omfanget af misbrug og betydningen af overvågning, kontakt og identitetskontrol. Rapporten beskriver desuden planlagte tiltag, der skal gøre det muligt at reagere hurtigere på misbrug.