Det gør vi for at styrke sikkerheden på den danske del af internettet og hjælpe registranten, hvis vedkommende ikke er klar over, at der foregår misbrug på domænenavnet.
Vi synes, det er vigtigt, at registranten kender til misbruget, så vedkommende kan handle på det.
Viden fra internationale registre
Vi scanner på daglig basis alle .dk-domænenavne ved hjælp af et værktøj, som slår op i en række internationale registre og fortæller os på hvilke domænenavne, der er rapporteret ulovlig aktivitet.
De ulovlige aktiviteter kan falde i otte forskellige kategorier som fx phishing, spam eller malware. Se alle kategorierne og deres definitioner her.
Herefter informerer vi registranten af domænenavnet per e-mail og giver anvisninger til, hvem man skal kontakte for at komme problemet til livs. Den navneserveransvarlige på domænenavnet vil også blive informeret om misbruget, da det i langt de fleste tilfælde er denne, der kan sætte en stopper for misbruget.
Det er vigtigt at sige, at Punktum dk ikke kan afhjælpe problemet, men at det udelukkende er en informationsservice, vi stiller til rådighed.
Sikkerhed først
Når man færdes på og bruger internettet bør sikkerhed være i højsædet. Husk altid at have stærke passwords på dine løsninger. Det er også en god idé at udskifte passwords, hvis der har været kompromittering af dine it-services. Vi anbefaler desuden 2-faktor autentificering.