Åbenbart ulovlige handlinger, hvor domstolsprøvelse ikke er mulig

- punkt 9.4 i Vilkår for brugsretten til et .dk-domænenavn.

Vi kan suspendere et domænenavn, hvis det anvendes til åbenbart ulovlige handlinger, og hvor der før en klage til Punktum dk er forsøgt opnået et retsligt påbud mod krænkeren eller andre tekniske mellemmænd, der medvirker til udbredelsen af det ulovlige indhold.

Betingelser

Der er fire betingelser, der skal være opfyldt:

  1. Domænenavnet anvendes i forbindelse med åbenbart ulovlige handlinger eller undladelser, og
  2. et påbud eller forbud i en konkret sag vedrørende ulovligt indhold på en hjemmeside først er søgt opnået mod krænkeren eller andre mellemmænd end Punktum dk, der teknisk medvirker til udbredelsen af det ulovlige indhold, og
  3. et sådan påbud eller forbud – henset til formålet hermed – ikke er en reel mulighed eller må anses for udsigtsløst eller har vist sig utilstrækkeligt, og
  4. forholdene taler for ikke at afvente en afgørelse fra Klagenævnet for Domænenavne eller domstolene.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at alle fire betingelser skal være opfyldt for, at vi kan suspendere domænenavnet. Det betyder, at vi ikke kan suspendere på baggrund af åbenbart ulovlige handlinger alene.

Sådan gør du

Udfyld klageformular via vores kontaktformular.

Hvad lægger vi vægt på?

Vi lægger vægt på, at alle bestemmelser er opfyldt. Det betyder, at den, der klager, skal medsende både dokumentation for, at domænenavnet anvendes til åbenbart ulovlige handlinger, og på, at der er forsøgt opnået et retsligt påbud eller forbud mod en af de parter, som er nævnt i den anden betingelse, forud for en klage til Punktum dk.

Det er således ikke tilstrækkeligt alene at påvise, at domænenavnet anvendes i forbindelse med åbenbart ulovlige handlinger.

For yderligere oplysninger og for den nøjagtige ordlyd af denne suspensionsbestemmelse henviser vi til punkt 9.4 i Punktum dk's brugervilkår.