Procedure for opsigelse af aftalen om brugsret til et domænenavn

Version 2.2, 26. april, 2023

1. Om opsigelse af aftalen om brugsret til et .dk-domænenavn

1.1 Ifølge Punktum dk’s Vilkår for brugsret til et .dk-domænenavn, punkt 7.3, har en registrant ret til på ethvert tidspunkt at opsige aftalen om brugsret til sit .dk-domænenavn på den af Punktum dk anviste måde. Denne procedure anviser den måde, som registranten kan opsige sin aftale på.

2. Hvad betyder opsigelse af aftalen om brugsret til et domænenavn?

2.1 Opsigelse af aftalen om brugsret til et .dk-domænenavn betyder, at registranten ved Punktum dk slettes som registrant af domænenavnet, og at vedkommende dermed ikke længere har brugsret til domænenavnet. Hvis domænenavnet har været anvendt til en hjemmeside og en eller flere e-mailadresser, kan disse ikke længere anvendes på domænenavnet, når aftalen om brugsret er opsagt.

2.2 En aftale om brugsret til et .dk-domænenavn kan opsiges med effekt fra dags dato eller med effekt fra datoen for udløb af den forudbetalte registreringsperiode.

2.3 Når den dato, som opsigelsen har effekt fra, er passeret, suspenderer Punktum dk domænenavnet i en periode på 30 dage, hvorefter det frigives. Dermed bliver det muligt for andre at registrere det.

3. Opsigelse af aftalen om brugsret ved forhandlerhåndtering

3.1 En registrant, som har valgt forhandlerhåndtering af sit domænenavn, jf. punkt 2.1 i Vilkår for brugsret til et .dk-domænenavn, har bemyndiget forhandleren til at opsige registrantens aftale med Punktum dk om brugsret til domænenavnet.

Registranten skal meddele et ønske om opsigelse af aftalen til forhandleren på den måde, som er anvist af forhandleren.

4. Opsigelse af aftalen om brugsret ved registranthåndtering

4.1 En registrant, som har valgt registranthåndtering af sit domænenavn, jf. punkt 2.1 i Vilkår for brugsret til et .dk-domænenavn, kan opsige aftalen om brugsret til sit domænenavn ved at anvende Punktum dk’s selvbetjening, som findes på adressen: https://selvbetjening.punktum.dk/

Hvis en registrant ønsker at opsige brugsretten til flere domænenavne, som er registreret på forskellige bruger-id, skal registranten logge ind med hvert bruger-id og udføre opsigelsen med hvert enkelt bruger-id.

5. Fortrydelse af opsigelse af brugsretten til domænenavnet

5.1 En registrant, som har opsagt aftalen om brugsret til sit domænenavn, har mulighed for at fortryde sin opsigelse. En opsigelse kan fortrydes i perioden fra opsigelsen er foretaget til Punktum dk’s frigivelse af domænenavnet ved udløb af suspensionsperioden på 30 dage. 

5.2 Et domænenavn, som er suspenderet som følge af registrantens opsigelse af aftalen om brugsret eller som følge af manglende betaling af periodegebyr, jf. punkt 5.1, kan genoprettes. Genopretning er betinget af betaling af et gebyr for genopretning og et nyt periodegebyr, jf. prislisten, som findes på Punktum dk’s hjemmeside. 

5.3 En registrant, som har valgt registranthåndering af sit domænenavn, kan fortryde sin opsigelse ved at anvende Punktum dk’s selvbetjening. 

5.4 En registrant, som har valgt forhandlerhåndtering af sit domænenavn, har bemyndiget forhandleren til på sine vegne at fortryde en opsigelse af aftalen om brugsret og til at genoprette et suspenderet domænenavn.

Registranten skal meddele et ønske om fortrydelse af opsigelsen af aftalen eller et ønske om genopretning af et suspenderet domænenavn til forhandleren på den måde, som er anvist af forhandleren, herunder om betalinger til forhandleren.

Denne procedure er fastsat i henhold til domænelovens § 14, stk. 1. Punktum dk A/S er forpligtet til at overholde god domænenavnsskik ved fastsættelsen af denne procedure, jf. domænelovens § 14, stk. 3.