​​Incitamentsaftale

Version 1.2, april, 2026

1. Om Aftalens parter og anvendelsesområde

1.1 Punktum dk administrerer på vegne af Dansk Internet Forum (DIFO) andenordens domænenavne under .dk-domænet (herefter ”Domænenavn”) i henhold til tilladelse udstedt af Erhvervsstyrelsen og på vegne af den danske stat.

1.2 Registrator er en juridisk person, der forhandler brugsret til Domænenavne og kan håndtere administrationen af Domænenavne på vegne af Registranter i medfør af den mellem parterne til enhver tid gældende forhandlerkontrakt.

1.3 Aftalen fastlægger vilkår for Registrators mulighed for at opnå en differentiering i pris pr. Domænenavn, der afregnes med Punktum dk, for at foretage DNSSEC-signering af et Domænenavn.

1.4 Aftalen skal anses som en tillægsaftale til den til enhver tid mellem parterne gældende forhandlerkontrakt (herefter ”Forhandlerkontrakt”). For at opnå rettigheder i henhold til Aftalen er det således en forudsætning, at der er indgået en Forhandlerkontrakt mellem Punktum dk og Registrator.

2. Incitamentsberegning og betaling for DNSSEC-signeringer

2.1 En Registrator har ret til betaling for efter aftale med en registrant at sørge for signering af registrantens Domænenavn med DNSSEC (Domain Name System Security Extensions), hvis Registrator håndterer Domænenavnet som led i Forhandlerhåndtering eller, såfremt Domænenavnet ikke er under Forhandlerhåndtering, Registrator udfører navneservertjeneste for Domænenavnet på egne navneservere.  

2.2 Punktum dk gennemfører den sidste dag i hver måned en punktmåling af, hvor mange DNSSEC-signeringer, der er omfattet af punkt 2.1. Registrator optjener ved hver punktmåling ret til én betaling fra Punktum dk på 1/12 af DKK 2 ekskl. moms pr. Domænenavn. 

2.3 De månedlige punktmålingerne sammentælles af Punktum dk to gange om året for henholdsvis årets første Incitamentsperiode og anden Incitamentsperiode. Resultatet heraf indgår i opgørelsen af den respektive Incitamentsperiode.

2.4 Punktum dk betaler det optjente beløb til Registrator for den første Incitamentsperiode i august og for den anden Incitamentsperiode i februar i det efterfølgende år.  

2.5 Punktum dk betaler Registrator for DNSSEC-signering ved at indsætte det skyldige beløb på Registrators forhandlerkonto ved Punktum dk.  

2.6 Punktum dk er til enhver tid berettiget til med et varsel på 3 måneder til udløb af en måned ensidigt at ændre kriterierne for udbetalinger i medfør af punkt 2.1 – 2.5. Manglende accept fra Registrator af sådanne ændrede kriterier sidestilles med en opsigelse af Aftalen, jf. punkt 4.1.

3. Ikrafttræden

3.1 Aftalen træder i kraft inter partes ved parternes tiltræden af aftalen.  

4. Varighed og ophør

4.1 Punktum dk kan opsige Aftalen med et varsel på 3 måneder til udløb af en måned. Registrator kan opsige Aftalen med øjeblikkelig virkning fra det tidspunkt, hvor Punktum dk’s modtager opsigelsen.

4.2 Ved opsigelse af Aftalen ophører Registrator og Punktum dk’s rettigheder og forpligtelser i henhold til Aftalen på ophørstidspunktet. Eventuelle skyldige betalinger til Registrator betales i henhold til punkt 2.5.

5. Overdragelse af Aftalen

5.1 Registrator kan ikke overdrage Aftalen eller sine rettigheder og forpligtelser i medfør heraf til tredjepart.

5.2 I tilfælde af at Punktum dk’s funktion som administrator af Domænenavne ophører, er Punktum dk forpligtet og berettiget til at overdrage Aftalen til en ny administrator uden forudgående samtykke fra Registrator.

6. Ophævelse af Aftalen

6.1 Hvis Registrator væsentligt misligholder Aftalen, er Punktum dk berettiget til at ophæve Aftalen med øjeblikkelig virkning. Som væsentlig misligholdelse anses fx at:

  • Registrator går konkurs.
  • Registrator håndterer Domænenavne og DNSSEC-signeringer på en sådan måde, at det overordnede formål med Aftalen omgås.
  • Registrators udøvelse af svigagtig adfærd.

6.2 Ophæves Aftalen som følge af Registrators væsentlige misligholdelse, og hvis denne væsentlige misligholdelse har medført, at Registrator uberettiget har modtaget betalinger i henhold til Aftalens afsnit 2, er Punktum dk berettiget til at kræve sådanne betalinger tilbage med tillæg af renter efter rentelovens regler. 

7. Lovvalg og værneting

7.1 Aftalen er undergivet dansk ret. 

7.2 Enhver uenighed eller tvist mellem parterne om forståelsen og rækkevidden af Aftalen skal afgøres ved Københavns Byret med mulighed for anke til Østre Landsret. 

8. Underskrift af Aftalen 

8.1 Aftalen underskrives elektronisk. 

9. Sprog 

9.1 Denne Aftale findes både på dansk og engelsk. I tilfælde af uoverensstemmelser mellem de to versioner, er den danske version gældende.