Nedenfor finder du en guide, der hjælper dig, når eksempelvis en DNS-blokering hos internetudbyderne ikke er effektiv.
Jeg ønsker fortsat at lukke et domæne gennem Punktum dk
Når du ønsker, at et domæne skal lukkes, er der fire muligheder:
- Du beder Punktum dk om at igangsætte en data- og ID-kontrol
- Du beder Punktum dk om at vurdere, om domænet anvendes uretmæssigt i strid med vores vilkår
- Du kommer med en beslaglæggelseskendelse
- Du kommer med en blokeringskendelse
Læs under hvert punkt, hvad der skal være opfyldt for, at den enkelte handling kan udføres.
Du skal være opmærksom på, at når man lukker et domæne, forsvinder også alle andre services, der er tilknyttet domænet, f.eks. e-mailtjeneste og IoT. Det kan altså have uoprettelige konsekvenser, at domænet lukkes.
Indholdet forsvinder ikke ved lukning af et domæne, men en internetbruger kan ikke bruge domænet til at finde indholdet.
Lukning af domæner har derfor gennemgribende konsekvenser for både virksomheder og private. Derfor er det meget vigtigt, at du er helt sikker på, at det er det, der skal ske, og at hjemmesiden ikke blot skal lukkes.
1. Du beder Punktum dk om at igangsætte en data- og ID-kontrol
Punktum dk kan igangsætte en data- og ID-kontrol. Det betyder, at den der har domænet skal dokumentere sin identitet og sine kontaktoplysninger. Sker dette ikke, lukker Punktum dk domænet.
En data- og ID-kontrol kan igangsættes hvis:
Oplysninger i WHOIS om den, der har domænet ser ud til at være forkerte
Du skal forklare, hvorfor navn, adresse, telefonnummer eller e-mail er forkerte i WHOIS. Her er det uden betydning, om der står andre kontaktoplysninger på hjemmesiden.
Eksempler kan være, at en adresse ikke eksisterer eller at en virksomhed er ophørt eller ikke kan findes på adressen.
Når du kontakter Punktum dk, er det vigtigt, at du beskriver, hvordan du er kommet frem til din mistanke.
Domænet misbruges
Du skal forklare, hvordan domænet misbruges og indsende dokumentation herfor. Bemærk, at det kun er bestemte former for misbrug, Punktum dk kan reagere på. Er der ikke tale om den form for misbrug, som gør, at Punktum dk kan lukke et domæne, kan vi altid igangsætte en data- og ID-kontrol.
Udfyld formularen til kundeservice her
2. Du beder Punktum dk om at vurdere, om domænet anvendes uretmæssigt i strid med vores vilkår
Vi har mulighed for i ganske særlige tilfælde at lukke et domæne uden en retskendelse, når det anvendes til bestemte former kriminalitet.
Bestemte former for kriminalitet
Vi kan under visse betingelser lukke domænet, når det anvendes til:
- Phishing, malware eller økonomisk kriminalitet
- Væsentlige samfundsmæssige eller sikkerhedsmæssige hensyn, f.eks. børneporno eller terrorpropaganda
Hvad skal der til for, at Punktum dk lukke et domæne på grund af kriminaliteten?
Du skal dog være opmærksom på, at der er specifikke betingelser, der skal være opfyldt, og at det er dig som anmelder, der skal beskrive og dokumentere, hvordan betingelserne er opfyldt.
Phishing, malware eller økonomisk kriminalitet
Der er tre betingelser, der alle skal være opfyldt:
- Domænenavnet anvendes i forbindelse med åbenbar risiko for økonomisk kriminalitet, kompromittering af it-udstyr, f.eks. phishing og malwaredistribution, og/eller indhold af stærkt krænkende karakter
- Domænenavnets anvendelse skaber en forvekslingsrisiko med en anden fysisk eller juridisk persons domænenavn, navn, logo, varemærke eller andre kendetegn
- Forholdene taler for ikke at afvente en afgørelse fra Klagenævnet for Domænenavne eller domstolene.
Væsentlige samfundsmæssige eller sikkerhedsmæssige hensyn, f.eks. børneporno eller terrorpropaganda
Der er to betingelser, som begge skal være opfyldt, for at vi kan suspendere domænenavnet:
- Domænenavnet anvendes i forbindelse med åbenbart ulovlige handlinger eller undladelser, der krænker væsentlige sikkerhedsmæssige eller samfundsmæssige hensyn
- forholdene taler for ikke at afvente en afgørelse fra Klagenævnet for Domænenavne eller domstolene.
Begge betingelser skal være opfyldt for, at vi kan suspendere domænenavnet. Denne suspensionsregel kan ikke anvendes alene på baggrund af ulovlige handlinger.
Udfyld skemaet i vores kontaktformular.
Hvad vil det sige, at forholdene ikke kan afvente klagenævnet eller domstolene?
Det er i alle sager et krav, at der er et såkaldt hastemoment. Det betyder, at hvis der er gået for lang tid (f.eks. et par måneder), siden domænet har været anvendt til kriminalitet, kan vi ikke lukke det.
Du skal derfor overveje, om du har fået anmeldelsen og dokumentation fra anmelderen tids nok til, at Punktum dk kan lukke domænet.
Hvad betyder "åbenbar risiko" for kriminalitet?
For at Punktum dk kan lukke et domæne, skal der være tale om åbenlys risiko for kriminalitet. Det betyder, at det ikke er nok, at der er en mistanke om kriminalitet. Grunden er, at Punktum dk i modsætning til politiet ikke har kompetencer til at foretage en efterforskning. Hvis webhosteren har lukket hjemmesiden, er der heller ikke tale om en åbenbar risiko, da siden ikke længere kan bruges.
Sådan sikrer du, at din dokumentation er tilstrækkelig
- I dokumentationen skal man tydeligt kunne se domænet.
- Et skærmprint af en hjemmeside skal derfor indeholde domænet i toppen af skærmprintet
- En kopi af eller videresendt e-mail skal vise domænet i selve e-mailadressen
- Sker kriminaliteten over flere steps, f.eks. phishing af kortoplysninger, skal vi have skærmprint af alle steps i flowet.
- Det skal være utvetydigt, at hensigten er en af bestemte former for kriminalitet (se ovenfor) og ikke f.eks. chikane. For eksempel kan indhentning af tilbud i en andens navn godt være chikane, og derfor er det ikke nok til, at vi kan lukke domænet
- Sker kriminaliteten via et link, skal du sende linket til os, så vi kan sikre, at hjemmesiden stadig er aktiv
Øv, hvorfor kan I ikke hjælpe, når der åbenlyst er tale om en falsk webshop?
Det kan vi ikke, fordi det i praksis er umuligt at bevise, at varer ikke er leveret eller er anderledes end de bestilte og at hensigten er økonomisk kriminalitet.
Øv, hvorfor kan I ikke hjælpe, når der er tale om identitetsmisbrug?
Identitetsmisbrug i sig selv er ikke tilstrækkeligt, fordi det ikke kan afvises, at formålet er f.eks. chikane. Anvendes identitetsmisbruget til at gennemføre f.eks. økonomisk kriminalitet, kan det gøre, at betingelsen om forvekslingsrisiko er opfyldt.
Øv, hvorfor kan I ikke hjælpe, når der er tale om kopivarer mv.?
Det kan vi ikke, fordi det i praksis er umuligt at bevise, at der er tale om ulovlig salg af kopivarer og at der ikke foreligger en aftale.
3. Du kommer med en beslaglæggelseskendelse
Ønsker du i virkeligheden at lukke en hjemmeside, er det i mange tilfælde lettere og hurtigere at kontakte webhosteren, forhandleren eller den navneserveransvarlige, da de ikke altid behøver en retskendelse for at lukke hjemmesiden.
Læs mere om lukning af hjemmesider
Ønsker du stadig at beslaglægge et domæne?
Du kan beslaglægge et domæne, når det skal bruges til bevisførelse, og det i første omgang ikke har været muligt at få beslaglagt hjemmesiden hos webhosting-selskabet. Hvis webshosting-selskabet ligger i udlandet, så hjælper Punktum dk med at få sagen behandlet hurtigt.
Hvis du kontakter Punktum dk i forbindelse med en beslaglæggelse, kan vi være med til at sikre, at sagen behandles korrekt og dermed går processen hurtigere.
Lad os sammen hjælpe retten med at lave en ordentlig kendelse
Som hjælp til dig, har vi lavet noget informationsmateriale, du kan udlevere til retten. Materialet forklarer forskellen på et domæne og en hjemmeside, og hvad der skal stå i kendelsen for, at vi kan effektuere beslaglæggesen.
Kontakt os for at få materiale til retten
4. Du kommer med en blokeringskendelse
Ønsker du i virkeligheden at lukke en hjemmeside, er det i mange tilfælde lettere og hurtigere at kontakte webhosteren, forhandleren eller den navneserveransvarlige, da de ikke altid behøver en retskendelse for at lukke hjemmesiden.
Læs mere om lukning af hjemmesider
Ønsker du stadig at blokere/deaktivere domænet?
Har du allerede kontaktet krænkeren, webhosting-selskabet og den navneserveransvarlige, kan Punktum dk hjælpe dig.
Deaktivering gennem Punktum dk
Du kan først få et domænenavn deaktiveret gennem Punktum dk, hvis et forbud/påbud forinden er søgt rettet mod krænkeren eller mellemmænd, herunder web-hostingselskabet, der teknisk medvirker til udbredelsen af hjemmesidens indhold.
Er dette forsøgt, har du mulighed for – uden forinden at have været forbi teleselskaberne med henblik på en DNS-blokering – at anmode retten om en kendelse rettet mod Punktum dk, hvoraf det fremgår, at retten finder, at DNS-blokering hos teleselskaberne ikke er en reel mulighed, må anses for udsigtsløst eller har vist sig utilstrækkelig. Idet registranten både mister adgangen til en hjemmeside og til kommunikation pr. e-mail, skal det også fremgå af kendelsen, at det er proportionalt at deaktivere domænenavnet.
Lad os sammen hjælpe retten med at lave en ordentlig kendelse
Kontakt os gerne forud for et eventuelt retsmøde, hvis du mener, at denne situation foreligger. Vi bidrager meget gerne til, at sagen bliver bedst muligt oplyst, hvorved også den efterfølgende sagsbehandling hos os vil kunne ske mere smidigt.
Vi vil også rigtig gerne underrettes, inden du sender en sag til retten, idet vi i alle tilfælde gerne vil have mulighed for at tage stilling til, hvorvidt vi ønsker at møde i retten.
Som hjælp til dig, har vi lavet noget informationsmateriale, du kan udlevere til retten. Materialet forklarer forskellen på et domæne og en hjemmeside, og hvad der skal stå i kendelsen for, at vi kan effektuere deaktiveringen.
Svar vedr. begæring om forbud eller påbud
Vejen til en hjemmeside og spærring heraf